lørdag den 24. november 2007

Is og gletscher på sommerferien

Lige en lille kort opdatering her fra vores tur på Sydøen. Siden sidst har vi været en tur oppe på Fox gletscher – NZ’s næst største gletscher. Det var en super tur, som I også kan se på billederne. Inden vi nåede op på gletscheren skulle vi en tur gennem en regnskov.
Efter ”Glacier Country” kørte vi syd på mod Wanaka gennem Haast Pass, som var en utrolig flot køretur mellem bjergene og langs floder. Wanaka er en lille hyggelig by, der ligger perfekt ved søkanten med udsigt til sneklædte bjerge. Fra Wanaka begav vi os ud på en gåtur i ”Rob Roy Valley”. For at komme ud til Rob Roy skulle vi køre 30 km på grusvej hvor vi skulle køre gennem små floder. Turen i Rob Roy valley er nok næsten den bedste vi har haft – den kulminerede med fantastisk udsigt til Rob Roy gletscher og med et stykke klippevæg, der styrtede ned :) Efter Rob Roy gik turen til Queenstown hvor vi tog på en river rafting tur. Fra river raftingen kørte vi til Te Anau, hvor vi er nu og hvor vi får set lidt at Fiordland. I morgen tager vi tilbage til Queenstown hvor vi skal på flyvetur ind over Milford Sound.

søndag den 18. november 2007

Sommerferie på Sydøen

Så er sommerferien begyndt! I torsdag havde vi sidste arbejdsdag på Manukau, som forløb stille og roligt. Jeg var ude og spise med mit team på en irsk pub i nabolaget, som I kan se på billedet. Fredag morgen meget tidligt tog vi så af sted mod sydøen. Første stop var dog Wellington som vi nåede sidst på eftermiddagen. Lørdag morgen sejlede vi fra Wellington til sydøen gennem Marlborough Sounds i skyfrit vejr, så det var en rigtig flot tur. Da vi nåede Picton fik vi vores nye bil, som er en helt igennem positiv oplevelse – vi har ikke fundet noget, der ikke virker ved den endnu og det er faktisk lidt utroligt! Lørdag endte i Nelson hvor vi fik booket os ind på det bedste hostel indtil videre med pool og det hele – så resten af lørdag blev brugt i bedste sommerferie stil ved en liggestol ved poolen. I dag har vi været på en heldags kajaktur i Abel Tasman nationalpark. Det var en rigtig flot tur, der indeholdte både delfiner og sæler.

Vi ses snart i Danmark!

Tine

søndag den 11. november 2007

Sol over Auckland!

Så er vores sidste weekend i Auckland ved at være ovre. Det er helt mærkeligt, at vi næste weekend er i gang med sommerferie (i November!) på Sydøen. Vejret har været helt fantastisk med sol og over 20 grader så sommeren er ved at være kommet til New Zealand :)
Fredag tog vi ud på Rangitoto, den yngste vulkan i Auckland. Det er en tur vi har snakket om lige siden vi kom til Auckland, så nu var det også ved at være sidste udkald. Fra toppen af øen var der en helt fantastisk udsigt ind over Auckland som vi kunne sidde og nyde i solen. Fredag aften tog vi ind til Aucklands natteliv. Vi havde besluttet os for at tage på ”-5 degree” en bar hvor alt er lavet af is – selv ens glas! Før man kommer ind bliver man udstyret med en stor jakke, støvler og to par vanter og så må man kun have lov til at blive derinde i en halv time. Baren levede dog ikke helt op til vores forventninger – måske fordi den var lidt lille eller måske fordi den var det første stop på turen ;) Lørdag fortsatte vi vores Gannets jagt fra sidste uge og ved hjælp fra Google lykkedes det os at køre til den rigtige strand denne gang! Det var meget sjovt at se hvordan fuglene ligger i et bestemt mønstre, som I også kan se på billedet. Søndag tog Anne Marie, Jesper og jeg ind til Viadukten og sad og nød det gode vejr på en cafe med udsigt ud over havnen – det kan man faktisk godt få en del tid til at gå med! På vej hjem smuttede vi op omkring Mt Eden og nød udsigten, så vi har fået set en del til Auckland Skyline denne weekend!
Næste weekend skulle vi gerne befinde os et eller andet sted på Sydøen – hvor er ikke til at vide. Vores sidste dag på Manukau er torsdag og allerede tidligt fredag morgen begiver vi os mod Wellington hvor vi skal med færgen lørdag morgen.

I skal forresten ikke snydes for et indblik i juleudsmykningen på Queen St, som I kan se på billedet. Det virker nu lidt omvendt på mig med juleudsmykning når nu det lige er ved at blive sommer...

Vi ses snart I Danmark!

Tine

søndag den 4. november 2007

Fødselsdag, Musical, Valg og Strand!

Denne uge lagde godt ud med min fødselsdag :). Det kan sagtens anbefales at holde fødselsdag på New Zealand for her vågner man op til friskbagte boller, pandekager og frugt. Der var også gaver og kort, der havde fundet vej hele vejen fra DK og vejret var helt sikkert det bedste jeg nogen sinde har haft på min fødselsdag! Mange tak til alle dem, der har sendt gaver, kort og hilsner det var rigtig dejligt at høre hjemme fra!
Tirsdag havde vi så planlagt at skulle ud og spise og ind og se en musical inde i Auckland og det var rigtigt godt. Vi så ”We will rock you” og et par dage senere var vi så heldige, at der lå et bånd fra Anne Maries far med musikken i posten.
Torsdag fik vi en aftale om at komme hjem til Generalkonsul Niels og afgive vores stemme til valget. Vi havde først troet, at vi ikke kunne stemme, men det kunne vi alligevel, så torsdag efter arbejde begav vi os til Howick hvor Generalkonsulen bor. Det var lige før afstemningen var helt højtidelig med Dannebrog og Generalkonsulen, der lige sagde et par ord! Vi har jo store forventninger til valgdagen hvor de kommer til at opgøre ”de new zealandske stemmer” ligesom de plejer med de grønlandske...
Her i weekenden tog vi op til Goat Island desværre var der dårligt vejr så vores planer om at komme ud og snorkle og sejle kajak blev droppet og vi kørte tilbage til Auckland. Vejret var til gengæld fremragende lørdag hvor vi kørte til Missions Bay et lækkert område ved Aucklands østkyst hvor vi sad og nød det gode vejr med jordbær på stranden. Søndag fortsatte med regnvejr, men vi vågede os alligevel en tur i Auckland Zoo for at se Kiwi’er. Alt i alt har det været en noget regnfuld weekend, men man kan jo ikke være lige heldig hver gang!

Mange hilsner

Tine

søndag den 28. oktober 2007

I snevejr på Mt Doom

Så kom weekenden som i hvert fald Dorthe har ventet meget længe på – weekenden hvor vi endelig kunne gå Tongariro Crossing. Inden turen fik vi indkøbt det allermest nødvendige udstyr i Taupo – hatte! Så det kan være der kommer en ny afstemning på bloggen i den nærmeste fremtid :)
Tongariro Crossing er et 18,5 km langt trek, der går mellem de to aktive vulkaner Tongariro og Ngauruhoe som I kan se på billedet. Mount Ngauruhoe er også bedre kendt som Mount Doom I Ringenes Herre. Vi startede ud i fin stil og i samlet flok, men Anne Marie og jeg blev sat på vej op af ’devil’s staicase’ – vi kan endnu engang konstatere, at vi ikke har samme spejdergener som Dorthe og Jesper. Men op det kom vi og vi fortsatte turen op af bjerget i vores eget tempo. På vejen røg vi ind i et snevejr så desværre kunne vi ikke nyde den fantastiske udsigt, der ellers skulle være i klart vejr. Da vi nåede helt op kunne vi konstatere, at det er helt rigtigt, at der er koldt på toppen! Da vi først var kommet op på toppen så vi nogle vulkanske søer og gik gennem to vulkankratere – og det gode ved at være sakket bag ud var, at vi havde det helt for os selv. Langt om længe nåede vi hytten, der markerede starten på sidste del af turen og blev mødt af Dorthe og Jesper. De havde været noget bekymrede for hvor vi var blevet af og vi fulgtes alle fire de sidste par timer ned af bjerget. Den sidste del af turen gik gennem frodig bush som stod i meget stærk kontrast til det golde landskab længere oppe på bjerget.
Vi nåede enden af turen i fin stil i tiden 7 timer. Turen er nomineret til 7-8 timer, så selvom vi følte vi var lidt langsomme til tider var det jo ikke helt galt! Så konklusionen må være, at der måske findes lidt spejder i mig alligevel ;)

Spejder hilsner fra

Tine

mandag den 22. oktober 2007

Tilbage til vandet

Så kom vores weekendudflugt tilbage til vandtemaet – vi er godt nok ved at udvikle os til nogle vandhunde... Jeg ved ikke helt hvad det er der sker!
Weekendens destination var Bay of Islands en tur vi forventede os meget af for vi havde bestilt ”luksus tur” på et bed&breakfast hos noget familie til en af de ansatte ved Manukau City Council. Stedet lå helt perfekt lige ned til stranden og med en helt fantastisk udsigt ud over vandet og alle øerne.
Vi blev dog en anelse skræmte da vi blev mødt af en ældre og afbleget udgave af Janice fra ”Venner” (og ja her tænker jeg på stemmen!). Frygten blev dog manet fuldstændigt til jorden da vi åbnede en skuffe på værelset og fandt tre spil kort – så ved man bare det er et godt sted man er endt! Det indtryk blev også styrket da vi så morgenmaden og vi fik serveret friskbagte kager på værelserne om eftermiddagen. Lørdag havde vi booket et heldags ”dolphin cruise” og der gik ikke længe fra vi var om bord til de første delfiner blev spottet. Det er nogle rigtig sjove dyr, de er bare pokkers svære at tage billeder af, da de er så hurtige. Desværre fik vi ikke lov til at svømme med dem da de havde en unge med, så det kan være vi er nød til at forsøge igen når vi kommer til sydøen. Vi blev dog iklædt en våddragt (det er jo efterhånden ikke rigtig weekend hvis vi ikke har haft våddragt på) og sprang i vandet for at snorkle lidt.
Søndag tog vi på kajak tur op af en flod til et vandfald inden vi vendte snuden mod Auckland. Kajak er også noget vi regner med at kaste os ud i igen når vi kommer til sydøen, da det er en god måde at få set landskabet fra en lidt anden vinkel. Vi ved endnu ikke helt hvad vi vil kaste os ud i næste weekend, men hvis vejret er til det skal vi en tur ud på Tongariro crossing en heldags gåtur nede ved vulkanerne.

Jeg håber I alle har det godt

Tine

søndag den 14. oktober 2007

Weekend med shopping, rugby og regn i Auckland

Tak for jeres hilsner i gæstebogen, det er rart at læse, at der er nogen der følger lidt med!
For første gang længe har vi haft en weekend i Auckland, men det var også tiltrængt efter turen sidste weekend. Når nu vi endeligt havde en weekend i Auckland tænkte vi, at vi hellere måtte komme en tur i byen og vi fik da også lukket alle Kingslands barer én efter én. Det var nu heller ikke så svært da de allerede lukkede kl. 1 ;-)
Fredag tog vi på shoppingtur i Newmarket, som faktisk var et meget spændende område sammenlignet med alle Aucklands øvrige shopping centre. Fredag aften tænkte vi så, at vi skulle op på en af vulkanerne og se Auckland ’by night’, så vi startede Mazdaen og kørte af sted for kun at finde en stor låst port... Der ser de åbenbart helst ikke, at man befinder sig efter mørkets frembrud!
Lørdag fik vi besøg fra Danmark af Anne Maries forældre og lillebror – så nu er depoterne blevet fyldt op med danske ugeblade og tandpasta. Så det er jo slet ikke så dårligt at få besøg fra Danmark :-).
Lørdag tog Dorthe, Jesper og jeg en tur ud til Piha og gik nogle ture til (endnu) et ualmindeligt flot vandfald og op på en klippe med udsigt ud over kysten.
På turen hjem brugte vi et par timer på at jagte det perfekte billede af Auckland skyline – resultatet må i selv bedømme :-).Lørdag aften gik vi over til Eden Park (det nationale rugby stadion) for at se semifinale i rugby mellem Auckland og Hawks Bay. Det blev en kamp spillet i silende regnvejr, der blev vundet overlegent af Auckland. Jeg tror aldrig helt jeg lærer at forstå spillet, men underholdende det er det! Generelt handler det om at få væltet ham der har bolden, kaste folk op i luften så de kan gribe bolden eller stille holdene op over for hinanden og så skubbe alt hvad de kan... Søndag har Jesper, Dorthe og jeg brugt på at cruise rundt i Manukau i Mazdaen og set på de forskellige områder, som er utrolig forskellige. Der er et dejligt område ude i den ”landlige” del af kommunen, Whitford village, hvor vi fandt en god cafe hvor vi kunne side og nyde en times tid i solen indtil vi blev jaget hjem af regnen.

Håber I alle har det godt!

Tine